|
LEVE og BO
Når vi starter en TEMADAG på et plejehjem spørger vi
ofte: "Nåh - hvad laver I så egentlig her?"
Pause
"Joh, vi har lavet "et leve- bomiljø"
for de ældre"
"Det lyder godt - men huset er det samme - brugerne er de
samme - personalet er de samme - så hvis der er en forskel, må den ligge i
Jeres adfærd? - Hvad GØR I anderledes?"
Pause
Og nu kommer der meget forskellige - og ofte svævende og lidt
slagordsprægede svar - og henvisninger til intentionerne i
Serviceloven.
Vores tanker om dette - (og det er også det temadage/kurser
handler om) findes i indledningskapitlet i den nye udgave af "Lidt Tid
Ekstra", som gengives uforkortet her:
Noget om
vores indfaldsvinkel til ældreområdet
fra
indledningskapitlet i den nye udgave af "Lidt Tid Ekstra":
Vi har i
et kvart århundrede arbejdet på forskellige institutioner for ældre, for
psykiatriske patienter og psykisk og fysisk udviklingshæmmede.
Indtil for
ca. 20 - 30 år siden sagde man f.eks. om psykisk udviklingshæmmede (de hed
“åndssvage” dengang) og psykiatriske patienter, at man ikke skulle stille for
store krav til dem, at de vanskeligt kunne påvirkes, at de havde godt af at leve
fredeligt i smukke omgivelser, med god og kærlig pleje, og hvis der
alligevel kom problemer kunne man give dem medicin, spænde dem fast, operere dem
i hjernen, låse dørene osv., - alt sammen naturligvis for deres egen skyld!
Og nu
Indenfor
nogle af disse områder er der sket intet mindre end en revolution!
Mange
flere mennesker klarer sig selv, eller får meget mindre hjælp end
tidligere. Færre bliver bundet fast, medicineringen er reduceret, dørene er
blevet låst op! Personale og pårørende er godt tilfredse med udviklingen, - de
fleste har glemt hvor meget de i sin tid protesterede!
Man har
med gode resultater erstattet “pleje” med “selvstændiggørelse”, selvom man også
i sin iver nogle gange er gået for langt (psykisk udviklingshæmmede, der
henslæber deres ensomme tilværelse på jernbanestationer eller i butikscentre,
eller svært psykisk syge, der lever under usle forhold i en uhumsk bolig).
Indenfor ældreområdet har man nok haft de samme
intentioner, nemlig “længst muligt i eget hjem”, men man har samtidigt haft
nogle pleje- og hjælpevaner, der sidder godt fast.
Og selv i
nye bøger indenfor området læser man om, hvad gamle ikke kan, om
deprimerende symptomer på demens, og om at man endelig ikke må overstimulere.
Der står
ikke meget om hvad ældre mennesker kan og skal
Eksempel: En morgen kom vi - for tidligt -
til et plejehjem, hvor vi skulle holde kursus. Vi gik ind i dagligstuen, hvor 3
af de mandlige beboere sad og kiggede på morgen-TV. De fik deres morgensmøg,
inden der blev serveret morgenmad.
Lyden på
TV kunne ikke høres (måske godt det samme?), fordi en rengøringsassistent var i
gang med sin store industri-støvsuger. Da hun nærmede sig de tre tilsyneladende
velfungerende mænd, løftede de automatisk benene, så hun kunne komme til! Hun
sagde ikke noget - beboerne sagde ikke noget, - det var en vane, måske endda en
gammel vane, - hos begge parter?
Inden
støvsugningen havde rengøringsassistenten nippet blomster, tømt askebægre,
støvet af osv.
Forestil
dig scenen:
-
Meyerheim i fjernsynet, - uden lyd
-
3 mænd
der sidder passivt og ryger
-
en rengøringsdame, der aser og maser rundt, og
allerede er bagud i sin arbejdsplan
-
(+ 2 måbende psykologer)
Er det at være sammen?
Senere på
dagen spurgte vi rengøringsassistenten, om hun troede at de 3 ældre herrer var i
stand til at gøre nogle af de ting, hun gjorde?
Hendes
svar var typisk “Ork ja, det meste!”, - men lige så typisk var hendes
nonverbale reaktion på spørgsmålet. Hun var forundret, næsten måbende, over at
vi kunne spørge om sådan noget, - det var tydeligt, at det slet ikke var noget
man havde snakket om, - eller tænkt over.
Den samme
lidt forbløffede reaktion har vi fået, når vi har spurgt:
-
er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der
kan hjælpe til i køkkenet?
-
er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der
kan sætte porcelæn på plads?
-
er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der
kan fodre Jeres dværghøns?
-
er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der
kan vande græsplænen?
-
er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der
kan skifte pærer?
-
er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der
kan passe blomsterne?
-
er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der
kan køre en madvogn?
-
er der
virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan …?
- Og
medens plejehjemmet udefra ser øde og udbombet ud (mange ældre kommer mindre
udendørs end fængslede storforbrydere!), maser personalet rundt indendørs, og
nogen prøver at motivere hr. Jørgensen til at køre på motionscykel, eller hr.
Gregersen til lave stoftrykservietter til julebazaren.
Efter at
have sundet sig lidt over vores mærkelige spørgsmål kommer alle
undskyldningerne: “Jamen, vores er så dårlige”, “Det kan ikke lade sig gøre”,
“De vil ikke”, “Det tager alt for lang tid”, “De spilder”, “De griser”, “Det er
synd, nu skal de have det lidt godt på det sidste”, “Har I prøvet at arbejde
sådan et sted?”
Det er de
samme argumenter som vi hørte andre steder for mere end 25 år siden!
Argumenterne er positivt ment, man vil beskytte og pleje, - men de er
samtidig udtryk for negative forventninger til andre mennesker.
At kunne
og at skulle
Denne bog
indeholder ideer og redskaber til at bedre samværet og reducere
adfærdsproblemer.
Men
det er ikke en “Grundbog i billig ro og orden”.
For at
bogens redskaber skal kunne fungere, må man være indstillet på at brugerne (og
du) skal have muligheder for at kunne mere, og at
skulle mere.
Ældre
mennesker er, uanset evt. fysiske og/eller mentale begrænsninger og særheder
først og fremmest mennesker, og ikke blot “patienter”, “demente”, “Alzheimere”,
eller “tunge”.
Selvom
Petersen bliver kaldt “dement” er han stadig en individuel person, og vi skal
bevare en både realistisk, men også optimistisk tro på,
at vi ved vores måde at være på, kan påvirke hans adfærd!
“Diagnoser” er gode nok, hvis de giver ideer til behandlingen, og de er noget
skidt hvis de fungerer som en “dom”, der kun giver anledning til resignation og
håbløshed, - og bliver en undskyldning, der dækker over manglende nytænkning og
et samarbejde, der ikke fungerer.
Ældre er
mennesker med hver deres specielle historie, hver deres specielle færdigheder
og erfaringer, sejre og nederlag, drømme og skuffelser.
Få af dem
du møder havde forestillet sig, at det hele skulle “ende” sådan. De er ikke
forberedt. Alle har mistet (ægtefælle, venner, arbejde, førlighed, osv.), - der
er meget i deres tilværelse de ikke kan gøre noget ved (se kapitel 6 om
“indlært hjælpeløshed”).
At leve
sammen i et samfund indebærer, for os alle, en kombination af nogle rettigheder
og nogle pligter. Der er ting vi kan og ting vi skal.
Vi
kan f.eks. bestemme nogle ting i vores liv, f.eks. hvem vi vil være
sammen med, hvilket parti vi vil stemme på, hvilke bøger vi vil læse, hvad tøj
vi vil have på, hvad vi vil lave i vor fritid, osv.
Vi
skal f.eks. gå i skole, arbejde, betale skat, køre i højre side af
vejen, opføre os ordentlig over for andre mennesker, osv.
Det betyder, forenklet sagt, at der så også er 2
metoder, man kan bruge til at
udstøde mennesker af samfundet:
-
Man kan sørge for, at de får færre valg,
at de ikke kan noget, - det gør man f.eks. når man sætter mennesker
i fængsel
-
Men man kan også sørge for at mennesker
ikke skal noget, - det gør man ved at holde op med at stille krav
til dem
Det første
gør man bevidst i den hensigt at straffe personen.
Det andet
er ikke nogen bevidst udstødelse, man gør det i den tro, at man hjælper
personen, eller fordi man ikke har de store forventninger til at personen kan
noget selv.
prøv engang:
at tænke
på en beboer du kender godt, og beskriv følgende:
-
Hvad kan hun bestemme i
løbet af en dag? - Hvad tøj hun vil have på? Hvad hun vil spise? Hvor? Med
hvem? Hvem vil hun ikke vil være sammen med? Osv.
-
Hvad skal hun i løbet af en dag?
Hvilke aktiviteter står og falder med hende? Hvilke opgaver har hun?
-
Og hvordan finder hun overhovedet ud af
hvad dag, det er i dag? Er der faste aktiviteter knyttet til bestemte
dage? Er der dagsplaner? Er der en tavle, der viser hvem der er på
arbejde, og hvem der kommer på arbejde?
Hvis man ikke
kan så meget eller
skal så meget
kan man enten sige nej til det hele - eller
blive passiv
Man
skal selvfølgelig også være opmærksom på, at helt andre interesser end de
menneskelige og holdningsmæssige kan blokere udviklingen:
eksempel:
For et par
år siden blev det foreslået, at en gruppe flygtninge i en modtagelseslejr på
Sjælland selv skulle stå for madlavning og tøjvask.
Det kunne
man spare nogle penge ved, men først og fremmest syntes man, at det var
et godt alternativ til at sidde og glo ud i den blanke luft, med forfærdelige
minder bag sig, og en usikker fremtid foran sig!
Personalet og deres fagforening protesterede voldsomt! - det var deres arbejde!
Holdninger og handlinger
Det har i
mange år været en nationalsport, at tale om
holdninger indenfor det sociale område. Og det er en
vigtig diskussion!! - men der skal også være
handlinger!!
Pæne
holdninger er pynt og hul dekoration uden
handlinger!
Handlinger
kræver redskaber, - der er f.eks. stor enighed om at “længst muligt i eget hjem”
er en god ide, men denne “ide” kræver nye redskaber og arbejdsmåder.
Det er
heller ikke nok, at man fra Socialministeriet meddeler “at magtanvendelse aldrig
må træde i stedet for pleje og omsorg”, hvis personalet ikke har de nødvendige
redskaber til at sætte noget i stedet, eller
hvis den form for “pleje og omsorg” man giver, er årsagen til den aggression,
der udløser magtanvendelsen?!
Og det
kræver selvfølgelig, at man sætter spørgsmålstegn ved nogle arbejdsmæssige
vaneforestillinger!
Ser jeg dine handlinger
- kan jeg gætte på dine
holdninger
Hører jeg dine holdninger
– er det ikke sikkert jeg bliver
klogere
"Samarbejde"
Alle har
lært at sige, at det er vigtigt at samarbejde.
Man kunne
vel næppe forestille sig at en nyuddannet social- og sundhedshjælper ved det
første personalemøde siger: “Det der med samarbejde, det er helt mod mine
principper”?
Vi vil i bogen give gode argumenter for at
“samarbejde” skal være mere end et refleksord, og at samarbejde og målrettet
pleje er nødvendigt, for at brugerne skal få en værdig tilværelse.
Alternativet er “indlært hjælpeløshed” (se kapitel 6) hos alle parter.
|
