|
En af
folkeskolens største udfordringer i disse år, er det stadig stigende antal
børn, der har problemer med at finde sig til rette i folkeskolens
almindelige rammer.
Konsekvensen af
denne udvikling har været et stærkt øget pres på specialforanstaltninger
uden for den almindelige klasses rammer, henvisning til
specialforanstaltninger uden for den almindelige skole samt henvisning til
vidtgående specialundervisning.
Den kommunale
specialundervisning er ikke særlig statistisk velbeskrevet, men for den
vidtgående specialundervisning er der et fornuftigt dokumentationsmateriale
vedr. henvisningsårsager og foranstaltningstyper.
Dette materiale
viser, at stigningen ikke skyldes et stigende antal børn med de
traditionelle vanskeligheder: begavelse, fysisk handicap m.v. Stigningen
knytter sig entydigt til børn med adfærdsvanskeligheder, psykiske lidelser
m.v., som med et tiltagende raffineret diagnoseapparat får påhæftet
betegnelser som DAMP, ADHD, AKT, Asperger syndrom o.m.a.
(Undertiden
tænker man på, hvad man selv var blevet "udnævnt til", hvis børns
forskelligheder i personlighed, havde været diagnosetyper, da vi selv gik i
skole.)
Som forældre og
lærere lettes vi ved, at vore problemer med at magte opgaven med disse børn
kan knyttes op på disse mange diagnoser - for så er det ikke os, der er
noget i vejen med. Problemet ligger i børnene og andre - med særlig
specialviden - må tage over.
Lærerens
oplevelse af, at der er specialister der kan meget mere, øges i takt hermed.
Ud over
problemerne med at børn diagnosticeres og evt. udskilles tales der i
stigende omfang om forældres manglende opdragelse og normer og "en ny
børnekarakter".
Denne placering
af problemet "i børnene" og deres hjemlige omgivelser har desværre
forstærket opfattelsen af, at "den skrue, der skal justeres på" også sidder
på børnene og evt. deres hjemlige omgivelser.
Sådan er det bare
ikke. Det er folkeskolens opgave, at differentiere omstændighederne omkring
børnene, således at deres forskelligheder, kan tilgodeses inden for rammerne
af folkeskolens fællesskab.
Det er os, der
skal justere på det faglige niveau, stoffet, metoderne osv. Når bortses fra
diskussioner om normeringer, budgetter osv. er det ikke svært for os at
justere på det faglige niveau, stoffet, metoderne osv.
Men når
problemerne knytter sig til normer, adfærd og lignende udefinerbare
foreteelser bliver vi mere hjælpeløse. Og jo mere hjælpeløse vi bliver - jo
mere ønsker vi at skyde problemet væk fra os - og udskille barnet.
Men netop på
dette område har vi en særlig forpligtelse til at se på os selv og de måder
vi gør tingene på. Kunne det være vores tilgang til børnene? Hvorfor har den
gamle forskolelærer(inde) meget mere ro og struktur i sin klasse end den
nyuddannede?
Tør eller kan vi
ikke være tydelige, formulere hvad vi vil have og vise børnene, hvad vi
sætter pris på.
Preben Wagner og
Mogens Baadsgaard har i hvert fald en del af svarene på disse spørgsmål.
Deres tilgang er børnenes (og vores) adfærd - det vi ser og gør - og det vi
ser børnene gøre - ikke det vi gætter os til.
Vi inviterede dem
til at undervise en gruppe helt almindelige lærere og pædagoger fra
indskolingsafdelingen på en helt almindelig skole, som oplevede mange
problemer med børns grænseløse adfærd.
Med kærlig,
humoristisk alvor viste de os i hverdagsbilleder, hvordan vores måde at
spille ud over for børnene rent faktisk får den modsatte virkning - og
hvordan vi ved at have bedre styr på vores intentioner og personlige
virkemidler kan nå de resultater vi eftertragter.
Kurset handlede
om fornuftig og positiv omgang med børn, om at sikre sig børnenes
opmærksomhed, give tydelige instruktioner og være præcis i det daglige
arbejde. Såvel i det direkte arbejde med børnene, som i arbejdet med
forældrene.
De deltagende
lærere, havde to rigtig gode dage med mange erkendelser og ny brugbar
indsigt
-
"det
var det bedste kursus jeg nogensinde har været med til"
-
"alle vore kolleger skulle
have lov til at have dette kursus"
-
"jeg fik virkelig noget jeg
direkte kan bruge""hold op, hvor har jeg dummet mig nogle gange - det vil
kræve øvelse, at bruge det lærte, men jeg kan se, at det er vigtigt og
nødvendigt".
Dette var nogle
af de bemærkninger der faldt i pauserne og under evalueringen.
Kurset var en
vigtig introduktion, og undervisning i de vigtigste grundbegreber i anvendt
adfærdsanalyse.
Skolen skal nu
overveje et videre forløb, som kan være
Men at skolen har
fået en vigtig indsigt, der skal arbejdes videre med, er ingen i tvivl om.
Med venlig hilsen
Poul Erik Olsen
Forvaltningschef |
