|
Baggrund:
I de sidste 10 år har vi
lavet kurser, tema-, vejlednings- og opfølgningsdage i Danmark og Norge
under titlen "Lidt Tid Ekstra". Vi har været på plejehjem, i dagcentre, i
hjemmeplejen osv.
Vi har mødt interesserede
og engagerede (kvindelige) personalemedlemmer med forskellige uddannelser,
erfaringer, holdninger, med lyst til at samarbejde med ældre mennesker og
kolleger .
Vi synes vort kursus (som
så mange andre!) er inspirerende og fyldt med gode ideer og redskaber. MEN
bliver den viden, der tilføres området, også brugt i den praktiske
dagligdag?
Holdninger og
handlinger:
Man taler om fælles
holdninger og tværfagligt samarbejde, men hvordan opnås fælles handlinger? -
og hvordan opnås et samarbejde, hvor man supplerer hinanden, i stedet for at
arbejde "ved siden af" hinanden?
Perspektiver:
Aviserne skriver, humøret
daler, de gamle bliver kaldt demente, personalet bliver kaldt tvære, dørene
bliver låste, arbejdspresset stiger, - politikerne giver løfter, - og skærer
ned. Private firmaer byder sig til.
Flinkeskolen:
Har vi undervurderet den
daglige kommunikations betydning for samarbejde og “teambuilding”?
Mange personalemedlemmer,
der har noget spændende (eller ubehageligt) at fortælle, er kvinder, hvis
kommunikations-mæssige uddannelse for manges vedkommende stammer fra
"flinkeskolen", hvor man med sin "hensynsbetændelse" let kommer til at
kommunikere uklart og overforklarende, og samtidigt bliver sårbar og
nærtagende.
Bemærk, at mange af de
“sager” om dårlig behandling af ældre, der er kommet frem i de sidste år, er
rejst af medarbejdere, der ikke længere er på den pågældende arbejdsplads, -
tænk hvis de havde “fået det sagt” i tide
Formålet med dette
kursus:
At give kursusdeltagerne
forslag til et tværfagligt "sprog", og nogle praktiske redskaber til at
kommunikere tydeligt og direkte. At øge selvtillid og mod til at give og
modtage kritik og ros.
Kursusindhold:
Kurset bygger på en
adfærdspsykologisk tankegang, og indeholder en introduktion til praktisk
adfærdsanalyse.
Kommunikation kan deles
i hvad man vil sige, og
hvordan man gør det.
I
hvad-delen gives
værktøjer til at foretage problemanalyse og opstille løsningsforslag.
I
hvordan-delen arbejder
vi med "den vanskelige samtale", som kan være om noget fagligt og/eller
noget personligt
overhjælpsomhed, passivitet, sjuskeri, sprog, aftaler, sladder, sabotage,
alkohol, rygning, dårlig hygiejne osv.
Ved kurset
gennemgås åben, direkte og præcis kommunikation, konstruktiv kritik og
reflektiv lytning, - og vi kommer ind på samtaler ved sorg og kriser.
Selvtillid:
Et råd, en
mening, en kritik respekteres, hvis afsenderen viser selvtillid. Hvad er
selvtillid? Hvad betyder kropssproget? Hvordan bliver jeg bedre til at styre
mig i vanskelige situationer?
|